Lidt uden for Brønderslev ligger Sønderhaven Gårdmejeri. Her har ægteparret Marianne Køhler Simonsen og Preben Ørum drevet mejeri siden 2007.  Da jeg tog vejen til Nordjylland en grå vinterdag, blev jeg mødt af en brændende passion for køer, ost og for at skabe noget unikt.

Her lever de ikke efter ”vi plejer”-devisen. Hver dag når de går rundt blandt køerne i stalden, og når mejeristen Palle på den anden side af gårdspladsen laver ost, gør de brug af deres fornemmelser. Fornemmelser der fortæller dem, hvordan køerne har det, og hvordan osten er på vej frem i processen. Man kan ikke læse sig til det. Det kommer med årene. Jeg er overbevist om, at man kan smage det i de færdige oste. Jeg kunne!

Mejeriet har rekorden som Danmarks nordligst beliggende mejeri. Men det er også unikt, at mejeriet kun får mælk fra egne køer (på den anden side af gårdspladsen).

Preben og hans kone Marianne havde sådan set ikke indblik i at fremstille ost, men de havde et stort indblik i at holde køer, som de havde haft siden 1985. De allierede sig derfor med en mejerist, da de i 2007 kastede sig ud i mejeridrift.

FORNEMMELSE FOR KØER

Preben viser vej ind i den lune stald med de 100 køer. Nogle ligger og tygger drøv, andre står. Deres store mørke øjne følger os nysgerrigt, som vi går rundt i stalden. Den stille gumlen bliver pludseligt afbrudt af en stråle af kokasser, der klasker mod gulvet.
Hver ko er unik. Preben fortæller mig, at han tidligere kunne huske alle køernes numre, deres mødre og mormødre. Det kan han ikke længere nu, hvor han har fået så meget andet at se til. Men han husker stadig køernes sygdomsforløb og også de køer, der skiller sig ud.

”Fx 965: Den har temperament, man skal ikke gøre noget forkert, så rejser hun ørerne. Men i stedet for at skælde den ud, for det vil gøre den utryg, så gør jeg i stedet noget uventet. Måske klør jeg den lidt, så den slapper af. Mens 970 kan man derimod gøre hvad som helst med, hun er ligeglad. Hun er mentalt en meget rummelig ko, hvis man skal overføre det til mennesker,” siger Preben og griner.

Mælken fra Preben og Mariannes køer har sin helt egen smag. En smag, der bevares, fordi mælken ikke bliver blandet med mælk fra andre besætninger.

Preben er meget observerende. Og kombineret med hans erfaring med køer, så sætter hans fornemmelser ham i stand til at læse køerne.

”Jeg kan høre, hvis en ko brøler på en bestemt måde, at nu er den på vej i brunst, eller at nu er der noget galt. Jeg kan også lugte, hvis en ko har en dårlig fod, hvilket heldigvis ikke sker så tit,” forklarer han.

MEJERISTENS FORNEMMELSER
På den anden side af gårdspladsen er Palle Selch i gang med at omsætte mælken fra det sidste døgn til ost. Han har lavet ost siden 1984, men kun de sidste 11 måneder på gårdmejeriet, hvor han er den tredje mejerist siden 2007. Nu ser det ud til, at mejeriet har fundet det rette sortiment baseret på unikke oste.

Mejeristen Palle springer ikke over, hvor gærdet er lavest. Han går efter det rigtige resultat hver gang, også selv om det betyder ekstra tid og kræfter i processen.

Palles lange erfaring har lært ham at fornemme ostens udvikling undervejs i processen. Han værdsætter, at mælken kommer fra gårdens egne køer, for det giver en helt særlig mælk at arbejde med. Køernes foder er ens fra dag til dag, og det giver mælken en relativt ens smag – så ens som mælk nu kan være henover året, for der vil altid være nuancer og forskelle. Han pointerer også, at han altid har frisk mælk at lave ost af, og at den korte transport over gårdspladsen gør, at mælken ikke homogeniseres undervejs. Det hele betyder noget for smagen.

At lave ost er et håndværk. Palle har fingrene helt nede i karret for at mærke, hvordan ostekornene udvikler sig. Hver dag vender han alle ostene på lageret, så skorpen bliver dannet ens på begge sider.

ERFARING GIVER FØLELSEN
“Du skal erfare, erfare og erfare hele tiden! Jeg kan nu fornemme processen. Jeg kan lugte syrningen, om den er som den skal være. Og jeg kan mærke det i ostekornene, deres fasthed og spændstighed. De skal have ens hårdhed hele vejen igennem. Det er dårligt, hvis der er ”døde ostekorn”. Jeg kan ikke forklare det, det kan kun læres, og det tager tid. Jeg vil skyde på, at jeg kan lære en op på tre år,” forklarer Palle.

Her viser mejeristen Palle processen fra mælken får tilsat osteløbe (og derved stivner) til ostekornene udskiller valle (jeg beklager støjen i baggrunden):

”Det sværeste er, at mælken ændrer sig lidt hen over året. Derfor nytter det ikke noget kun at lave ost ud fra klokkeslet, tider og grader. Hvis du altid vil have den rette smag og kvalitet, så er du nødt til at justere processen,” forklarer den erfarne mejerist, der hver dag laver mellem 70 og 145 oste alt afhængig af typen.

Tre af ostene fra mejeriet: Vendsyssel, Rød Sønderhaven og Commandante. De kom på bordet i vores morgenpause – og JO, jeg kunne godt smage mælken fra gårdens egne køer og resultatet af Palles fornemmelse for ost!

Indlægget Gårdmejeriets fornemmelser blev vist første gang den Ostesnak.

Jeg bruger tit ost, når jeg laver mad. Naturligvis ikke i alle retter, men når jeg gør, tænker jeg på ost som smagsgiver. En hjemmelavet pizza smager forskelligt alt efter om jeg har brugt skiver af frisk mozzarella eller revet et stykke Prima Donna henover. Ligesom der er forskel på at drysse flager af en 30 måneders parmesan over en salat eller tern af feta lavet på gede- og fåremælk. Det hænder der er en rest ost til overs, og den ryger som regel med i madlavningen.

Forleden lavede jeg små kurve af parmesan og Vesterhavsost. De er dekorative, smager godt – og kan varieres i det uendelige:

FYLDTE OSTEKURVE

Ingredienser:
2-3 spsk revet ost pr. kurv (jeg brugte mest Parmigiano Reggiano (parmesan) og en lille smule Vesterhavsost)
1 håndfuld blandede grøntsager pr. kurv, f.eks. gulerod, squash, bladselleri, løg skåret i mindre stykker
salt og peber
olivenolie
1 skive parmaskinke pr. kurv, skåret i mindre stykker

Tænd ovnen på 190 grader.

Svits grøntsagerne i lidt olivenolie.

Bred osten ud på en bageplade med bagepapir til den har form af en lille pandekage. Bag osten i 5-7 minutter, til den er smeltet og gylden.

Vend forsigtigt bagepapiret med osten henover et glas eller en lille skål, der står på hovedet. Tag forsigtigt bagepapiret af. Lad osten ligge henover glasset og køle af, mens den tager form efter glasset eller skålen.

Sæt den afkølede ostekurv på en tallerken og fyld med grøntsagerne blandet med parmaskinke. Server godt brød til.

PS. Hvis ostekurven falder sammen, kan du bare lægge ostepladerne nederst og fyldet ovenpå som på billedet nedenfor. Det smager stadig godt!

Kurvene er gode som forret eller en let frokostret.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad DU ville putte i sådan en ostekurv?

Indlægget Fyld en ostekurv! blev vist første gang den Ostesnak.

Som ostenørd oplever jeg indimellem de sjoveste ting. Som for eksempel forleden, hvor min mand kommer hjem med et omhyggeligt indpakket lille stykke ost, som han har fået fra en kollega. Det særlige ved denne ost er, at den har ligget to år i et udhus og lagret. Vi er naturligvis langt ud over sidste salgsdato, men det skræmmer ikke mig, når det drejer sig om ost. For jeg ved, at mange oste kun bliver bedre med tiden – indtil et vist punkt. Jeg bruger derfor mine sanser, også den kritiske!

Jeg begynder straks at pakke osten ud, og jo tættere jeg kommer på den, jo mere breder der sig en skarp ostelugt. Hvordan den smager, vender jeg tilbage til lige om lidt.

For denne ekstra lagrede ost fik mig til at tænke på, hvor forunderlig ost egentlig er. Man tager noget mælk (samt mælkesyrekultur og osteløbe), fjerner væsken (vallen), former ostekornene til en ost, salter den og lader den ligge og udvikle sig. Og her er det så, at det forunderlige sker: Under lagringen går de hvide ostekorn fra at smage syrligt, mælket og ikke særligt charmerende til at udvikle farve, evt. skimmel, en fast konsistens og ikke mindst en helt anden smag – alt afhængig af hvilken ost, der er tale om. Jo længere tid osten lagrer, jo mere smag får den. Der sker også det, at noget af væsken i osten fordamper, og derfor får den en fastere konsistens og en tykkere skorpe.

En ægte parmesan, Parmigiano Reggiano, lagrer oftest i to år, men kan lagre op til tre år. Osten er udformet på konkav måde, så den er egnet til at ligge så lægge. Havde den haft lige hjørner, ville vægten af de 40 kg få osten til at falde sammen. Under lagringen vender man den jævnligt (det gør man med alle oste), og på den måde undgår man, at osten bliver skæv. En større ost er som regel længere tid om at modne end en lille ost. Og en fast ost lagrer som regel også i længere tid end en blød ost. En brie vil ofte lagre 1-3 uger, mens en Comté kan ligge fra fire måneder til to år.

Tilbage til den efterhånden ret “aromatiske” ost. Da den i sin tid blev købt, var det en lagret dansk ost, som allerede havde ligget i tolv måneder og udviklet sin smag, før den blev til et lagringseksperiment i udhuset. Frem kommer osten af sin store indpakning – og imponerende flot er den. (Den væske der var trukket ud af osten, var allerede hældt fra). Lidt tør er den blevet, men stadig gul og flot. Smagen er naturligvis blevet meget kraftig, faktisk så kraftig, at jeg med kun en meget lille bid smager alt rigeligt. Og jeg må til sidst kapitulere: Her er en ost med en for kraftig smag for mig.

Smag er jo (heldigvis) individuel, og jeg er lidt nysgerrig efter at høre, hvor kraftig foretrækker du DIN ost?

Indlægget En rigtig gammel ost blev vist første gang den Ostesnak.

SOMMERMINDER DEL 2

Piskeriset på eventyr er en madblog, jeg selv læser. Bloggen er fuld af madglæde og entusiasme – og dét smitter. “Månedens benspænd” er den månedlige udfordring, som Piskeriset giver sig selv – hvor et område bliver udforsket på kryds og tværs. De seneste måneder har for eksempel budt på LCHF, hjemmelavet is og svinekød – og dét er der kommet nogle interessante ting ud af. Jeg tror altid, at der ligger (mindst) en god ost i hendes køleskab – og derfor er det også helt naturligt, at Piskeriset er gæsteblogger her på Ostesnak, hvor hun vil dele en helt særlig osteoplevelse fra sin sommer.

Nordisk Ostefestival bliver hvert år afholdt på Kulinarisk Sydfyn, der er et af Nordens største madmarkeder. Arrangementet foregår i Svendborg den sidste weekend i juni, og i år var jeg inviteret med som ostedommer.

Jeg har ikke nogen baggrund inden for hverken restaurations- eller mejeribranchen. Til daglig skriver jeg på madbloggen www.piskeriset.dk, hvor jeg fortæller om de seneste eksperimenter i køkkenet, og det var på grund af min madglæde – og ikke mindst begejstring over ost – at jeg blev spurgt, om jeg ville være dommer.

Til Nordisk Ostefestival er smagen i højsædet. Når ostene skal bedømmes, er duft og udseende også en del af den samlede bedømmelse, men det er smagen, der er den altafgørende faktor. Derfor fokuseres der heller ikke på konsistens eller produktionsmetoder, og selvom der var flere fagfolk i dommerpanelet, så fik vi at vide, at vi først og fremmest skulle koncentrere os om den smagsmæssige oplevelse.

Jeg er som sagt meget glad for ost, men som alle andre har jeg oste, jeg holder meget af, og oste, jeg er knapt så god til. For eksempel hader jeg kommen i ost, men sådan en kategori var der heldigvis ikke. Til gengæld kunne jeg godt regne ud, at jeg ville blive udfordret i kategorien med blåskimmeloste, for selvom jeg er blevet ret glad for blåskimmeloste de seneste år, så indrømmer jeg blankt, at jeg har svært ved at spise de kraftigste af slagen. En af mine forberedelser gik derfor ud på at spise en del forskellige blåskimmeloste i ugerne op til konkurrencen, så jeg kunne blive bedre til at skelne dem fra hinanden og vænne mine smagsløg til de stærkeste af slagsen.

Det tager flere timer at smage sig igennem de 60-70 oste, som deltager i sådan en konkurrence, for hver kategori bliver bedømt hver for sig, og der holdes pauser undervejs, så ganerne kan renses med vand og brød. Alle dommere smager et lille stykke fra hver ost, og er der stor uenighed om bedømmelsen af en ost, smager man gerne på osten igen.

Til slut sammenligner man alle ostene – uanset kateogori – og finder frem til den ost, der får titlen Nordens ost. Vinderen 2013 blev Skallingen fra Enghavegård – en fast ost med masser af smag.

Læs mere om ostefestivalen her og se billeder af de oste, der deltog i konkurrencen i år. Her er nogle af dem:

Vinderen i rygeostekategorien – en dejlig røget ost lavet på gedemælk.

Ost nr 39 var den ældste af ostene. Tre år havde den på bagen, men den smagte ikke så kraftigt som forventet.

Blåskimmelostene var også godt repræsenteret 7 forskellige oste.

Indlægget Sommerjob som ostedommer på Nordisk Ostefestival blev vist første gang den Ostesnak.

Jeg har været på et lynvisit i Haute-Savoie (i det østlige Frankrig) for at se på ost. Og det bliver vel næsten ikke større, når man er oste-entusiast: Græssende køer på grønne skipister. Sne på toppen af de takkede alpetoppe. Ost overalt. På markeder. I gårdbutikker. På menukortet. I store butikker. I små butikker – og altid i et udvalg, der vil gøre enhver dansk ostehandler misundelig.

Her er et par stemningsbilleder – flere gode ostehistorier følger senere…

I disse VM-tider sælges små gedeoste forklædt som fodbolde. Naturligvis og hvor ellers??!!!

Indlægget Ostestemning i Haute-Savoie blev vist første gang den Ostesnak.

En fodboldskole trak os til Fyn for nogle uger siden, og til min store glæde boede vi ganske tæt på Gundestrup Mejeri, som blandt andet laver rygeost. Så mens nogle trak i fodboldstøvlerne (ikke mig), begav andre sig på mejeribesøg (mig!).

Gundestrup Mejeri har været andelsmejeri fra 1888 til 1983, hvor det kom på private hænder. I 2007 købte Jørgen Hoff mejeriet – med det primære formål at lave øl. Meeen han var gammel mejerist – så ostene blev ikke helt lagt på hylden alligevel. I dag laver mejeriet både rygeost og faste oste samt øl, som brygges med vallen, der bliver til overs fra osteproduktionen. På væggene i mejeriets lille butik bevidner adskillige diplomer, at også andre har anerkendt den gode smag i de sydfynske oste.

OSTE MED RØG
Gennem tiderne har man mange steder røget ost, nok mest for at kunne forlænge holdbarheden. På Fyn blev det en tradition at ryge den friske rygeost.

Ostene lægges på nogle riste og ryges i 10-15 sekunder. Røgen rammer kun overfladen og trænger ind gennem ostens vandkanaler. Derved kommer der røg og smag i hele osten – og flotte brune striber på overfladen. Osten ryges med havrehalm, som ikke gør osten så bitter som andre typer halm, fortæller Jesper, der har lavet ost på Gundestrup Mejeri siden den nye start i 2007.

Gundestrups rygeost sælges både i Lidl og kan smages på restauranter som Noma (sikkert i en eller anden avanceret form  )

ET STYKKE DANMARKSHISTORIE
Rygeost er faktisk den eneste ost, som man ved stammer fra Danmark (Fyn). Derfor er der også en reel mulighed for at opnå en kvalitetsbeskyttelse, der blandt andet sikrer, at rygeost kun må fremstilles på Fyn. Det er et projekt, som flere af rygeost-mejerierne har arbejdet på sammen, men det ser ud til at være sat lidt i bero igen – ifølge medierne her og her.

På Gundestrup Mejeri har de også arbejdet på at genoplive gamle danske oste. Her ligger nogle Fynbo-oste og lagrer.

”En god rygeost skal kunne skæres som en leverpostej”, mener man på Gundestrup. Men ellers er friskosten blød med en yderst delikat og behagelig smag af røg.

Nyd den på rugbrød med purløg, radiser og evt. tomat.

Du kan også lave dressinger med rygeost. Rør osten op med yoghurt (eller hvorfor ikke ricotta?! ) og tilsæt evt. lidt hakkede krydderurter. Det giver en dressing med en fin røget smag.

Vi købte naturligvis også lidt af mejeristens bryg med hjem – og det var også et bekendtskab værd:

Adressen er:
Gundestrup Mejeri- og Bryghus
Åbyvej 49
5762 Vester Skerninge

Indlægget Den fynske rygeost – et stykke Danmarkshistorie blev vist første gang den Ostesnak.

1.000 ostemadder stod klar til de første besøgende, da Ostivalen åbnede i dag. Det var anden gang, at København havde sin egen Ostival, som i år udgjorde et beskedent hjørne af Københavns Mad & Marked i Kødbyen. Blandt de mange fine madboder fandt man faktisk kun tre mindre mejerier og to ostehandlere/distributører. Bag begivenheden stod Netværk for Dansk Ostehåndværk, Københavns Mad & Marked samt Viventes.

Italienerne fra Rødovre (det er dem, der står bag mejeriet La Treccia,  som jeg har besøgt tidligere) gav smagsprøver på deres skønne italienske friskoste lavet på økologisk dansk mælk. De havde både mozzarella, burrata og stracchino med.  Men de havde også allieret sig med Mother, restauranten som køber rigtigt meget af deres mozzarella. I en stenovn hev pizzakokken den ene dampende og sprøde pizzabund ud efter den anden, og herpå blev smurt lidt stracchino. Det smagte skønt.

Udenfor Slagelse åbnede Martin Borre Nielsen i slutningen af 2014 sit eget mejeri, der laver hvidskimmeloste og yoghurt. Den tidligere mejerist og brygger har en holdning til kvalitet. Han har været med inde i landmændenes stalde for at se til køerne. Den økologiske mælk kommer fra Naturmælk, selv om han meget gerne så, at mælken var lokal  (men det kan ikke lade sig gøre omkring Slagelse lige nu). Hvidskimmelkulturen til ostene har han også selv opbygget. At starte et helt nyt mejeri er ikke nemt, det kræver en masse eksperimenteren og forsøg. Og godt smager hans oste med deres ret så fyldige smag. Jeg smagte en hvidskimmelost med og uden valnødder.

Mejeriets navn er Morgenlys, og er et godt eksempel på de mange spændende danske oste, der i disse år ser dagens lys.

I øvrigt har mejeriet en gårdbutik, der holder åbent i weekenden:
Mejeriet Morgenlys
Kirkerupvej 33, Sørbymagle
4200 Slagelse

Den sidste stand var Hedeagergaard fra Ølgod. Her stod den biodynamiske landmand Chriss og uddelte smagsprøver og gode historier. Han er en af de 30 landmænd, der ejer Naturmælk, og på Naturmælks hjemmeside fandt jeg denne præsentation:

Gitte og Chriss er 12. generation på Hedeagergaard. Gården har været i slægten siden 1690 og der har altid været køer på gården. Gården blev lagt om til økologisk drift i 1997. Som Chriss siger” jeg er i grunden bare vendt tilbage til det som de første 9-10 generationer gjorde.”

Ostene bliver til på Jernved Mejeri. Jeg smagte blandt andet den helt samme ost lagret i 10 uger og i knap et år. Og sikken en forskel på de to. Den første var mild, cremet og lidt flødeagtig. Den sidste prikkede næsten på tungen og havde små krystaller som tegn på den lange lagring. Sjovt at smage dem op mod hinanden. Billedet viser den unge version:

Og herudover gav ostehandlerne fra Gran Fromage og Ostebørsen smagsprøver på flere andre danske oste.

Jeg glæder mig til næste år og håber, at Ostivalen kommer stærkt igen og vil samle langt flere deltagere, der kan bidrage med historien om netop DERES egen ost. Mon ikke det forholder sig lige som med modning af ost;  den slags ting tager tid, før det bliver helt optimalt?!

Indlægget Ostival blev vist første gang den Ostesnak.

For noget tid siden var jeg med til en demo af min bog, hvor jeg stod sammen med en fra Endrup Andelsmejeri, som havde nogle gode danbooste med. Én af ostene synes jeg var særlig interessant, nemlig en skæreost tilsat frø af bukkehorn. Bukkehorn bruger man blandt andet i karryblandinger, og her giver det osten en behagelig mild og krydret smag af karry. Læg en skive af den på brød eller skær den i tern som en lille snack.

Skal det være lidt festligt (og stadig nemt), så sæt tern af ost på et lille spyd med et stykke peberfrugt. Du kan også bruge en vindrue, en cherrytomat og et basilikumblad eller meget andet.

Bukkehorn en en kløverplante, der primært vokser omkring Middelhavet, i Mellemøsten og i det sydlige Asien. I Asien bruger man både spirer, blade og de tørrede, ristede og knuste frø i madlavning. Under min research om bukkehorn, stødte jeg på en kilde, der skrev, at bukkehorn er med til gøre blodsukkeret stabilt, holde kolesterol nede og forbedre fordøjelsen. Og så er det bare, at jeg tænker: Hvor mange gram ost om dagen skal der til for at opnå det? (Nå, måske er det ikke helt så enkelt endda… )

Endrup – Made in Jylland
Vi finder mejeriet i Vestjylland, næsten helt ovre ved Esbjerg. Jeg kendte det faktisk ikke, men det er grundlagt tilbage i 1884, og det gør det til Danmarks ældste andelsmejeri. 15 bønder ejer mejeriet, og nogle af gårdene har været med helt siden starten. 11 af bønderne bor under 4 km fra mejeriet, hvilket betyder, at mælken ikke skal transporteres særlig langt. (I Schweiz er det et kvalitetsparameter, at der er kort fra ko til mejeri, da mælken ikke bliver rystet under en lang transport.)

For nylig har de lavet denne film om mejeriet: Made in Jylland. Og man er da slet ikke i tvivl om, hvor deres rødder er!

Indlægget En anderledes skæreost blev vist første gang den Ostesnak.

18. juni 2015.
Valgdag.
Store beslutninger og et lille kryds.
Har du sat dit?

Hvis vi for et øjeblik rejser 100 år tilbage i tiden – til 1915 – vil vi lige have oplevet en grundlovsdag, hvor kvinderne fik valgret. Vi ville have set over 12.000 glade kvinder gå gennem Københavns gader. Og i Folketinget ville vi have hørt et stort og rungede ‘hurra!’ oppe fra tilhørerlogen. Et brud på etiketten var det, men det smittede og fik de andre tilhørere til at stemme i. Det hurra blev råbt af min tipoldemor Jutta Bojsen-Møller, som var en af de stærke fortalere for kvindernes valgret. Og stolt har jeg set hende i flere medier de seneste måneder.

Jutta Bojsen-Møller står forrest i midten af billedet

Men der er selvfølgelig en ostepointe med denne historie, for det fik mig til at tænke på, hvilken ost Jutta spiste på det tidspunkt?

For 100 år siden var dansk osteproduktion ikke noget at være synderlig stolt af. Mælk og smør, dét var til gengæld noget, vi kunne. Skummetmælk blev til overs, når man lavede smør, og det endte som foder hos svin og kalve. Men da mejerierne fik svært ved at komme af med denne returmælk, begyndte de at lave ost. Kvaliteten af dansk ost var ringe, og mejerierne arbejdede fra starten af 1900-tallet på at forbedre de danske oste.

Jutta har måske smagt den helt nye danbo-lignende ost, som en ung mejerist udviklede i 1897 efter studieophold i udlandet? Måske har hun smagt Høngs danske camembert, som så dagens lys i 1905?  Eller en ost fra Rasmus Tholstrups osteri, som allerede var i gang i 1893 og senere frembragte oste som Castello?  Måske var hun en af de første, der smagte danablu, som mejeristen Marius Boel udviklede i 1914? – selv om man allerede kendte blåskimmeloste. Men Jutta har til gengæld ikke smagt en dansk produceret tilsiter (fik senere navnet havarti), for den kom først i produktion i 1921. Men mon ikke hun kendte lidt til de udenlandske oste, som allerede havde fundet vej til Danmark?

Hvis vi derimod rejser 200 år tilbage i tiden, så havner vi i 1815, hvor Napoleon den 18. juni taber slaget ved Waterloo. Det siges, at han var en stor fan af den aromatiske og kraftigt duftende rødkitost Epoisses. Men dette sidste slag i Napoleonskrigene udmøntede sig i fredsforhandlingerne i Wien, hvor det fortælles, at en listig fransk diplomat sørgede for at begejstre de mange  diplomater med en velmodnet Brie de Meaux. Også her spillede ost en (vigtig) rolle i historien!

Hvis du ved mere om danskernes osteforbrug for 100 år siden, så skriv endelig en kommentar!

Læs mere:
Mælkens Skole – Mejeriuddannelse gennem 125  år af Johnny Wøllekær
Da ost blev for alle af Jørgen Buchardt
Artikel i Dansk Kirketidende om Jutta skrevet af Juttas oldebarn, der deler hendes navn

Indlægget Hvilken ost spiste Jutta? blev vist første gang den Ostesnak.

Det er svært for en lille stemme at blive hørt, når alle omkring har mulighed for at råbe højere – og derfor gør det. Der findes mange små mejerier rundt omkring – også i Danmark – hvor passionerede mennesker i gummistøvler hver dag klapper køerne, vender ostene og får julelys i øjnene, når det endnu engang er lykkedes at fremdyrke den helt særlige smag i deres egne produkter.

Vi hører bare ikke så tit om dem, for de små stemmer klinger ikke så højt. Ildsjælenes fokus ligger naturligt nok på at lave den bedste ost – og ikke den bedste kommunikationsplan. Men historierne er værd at lytte til.

Indimellem får en lille stemme et talerør, som det lige i øjeblikket sker med Sønderhaven Gårdmejeri, der taler gennem faktas kanaler. Gennem længere tid har man kunnet købe Preben og Mariannes oste i faktas butikker, men nu er der også lavet små film om gårdmejeriet fra Nordjylland.

I denne film, som fakta altså står bag, kan du høre Preben fortælle om starten og de udfordringer, de stod over for:

Et af mine allerførste blogindlæg handlede om Preben og Marianne, efter jeg havde besøgt dem og været med i stalden og i mejeriet. Læs indlægget her. (Billederne i dette indlæg er også fra mit besøg).

Du kan finde flere film fra mejeriet på faktas hjemmeside, hvor der også ligger opskrifter. De har sågar udviklet en app med et ostespil, hvor du skal vende ostene – ligesom de hver dag gør på Sønderhaven Gårdmejeri. (Den fungerede dog ikke så godt fra min iphone, da jeg afprøvede den). Men pyt med det, for jeg synes det er skønt, at den lille stemme fra Sønderhaven har fået en mulighed for at fortælle deres historie til os alle.

Indlægget De små stemmer… blev vist første gang den Ostesnak.

I dag behøver århusianerne ikke længere nysgerrigt at trykke næsen flad mod ruderne, for nu åbner Arla Unikas butik i Klostergade, midt i Århus’ latinerkvarter. Butikken bød indenfor i går aftes til en smagsprøve forud for åbningen.

Den røde løber, der modtog gæsterne, var helt i ostens tegn smurt på små kiks. Rød Løber er en Unika-rødkitost med god smag, her præsenteret af John Gynther, gastronomisk ansvar for Unika-serien.

Butikken sælger naturligvis Unika-ostene, men det er ikke blot en ostebutik. Det handler nemlig om gastrofællesskaber og produktvenner, så derfor er der også andre varer på hylderne. Det kan være frugtvine fra Cold Hand Winery, kaffebønner fra Coffee Collective eller pølser fra Johns Hot Dog Deli.

I går aftes var der sat fire stationer op i butikkens lokale og i de to baglokaler, der vil blive brugt til workshops. Hver station bød på en smagsoplevelse med ost og en komplementær ‘ven’. Her under er det rødkit- og hvidskimmelosten Gnalling, hvis umamismag blev godt balanceret af en frisk, perlende og  let syrlig Berliner weisse.

John (Johns Hot Dog Deli) stod klar med varme pølser tilsat 10% havgus. Krydrede og smagfulde. Gode i hotdogs.

Blåskimmelosten Høgelundgård er salt, fedme og umami på samme tid, og osten får fin kontrast af æblevinen, som primært er lavet på Ingrid Marie æbler. For her er syre, sødme og alkohol.

Ost og kaffe klingede før i går ikke helt i mine ører, men det var en spændende kombination. Den lagrede Havgus blev komplementeret af en kenyansk kaffe med lidt syrlige og frugtagtige noter. Og osten fik en helt anden smag sammen med den varme kaffe. Hvis du vil prøve det selv, så vælg en frugtagtig kaffe fra Østafrika fx Kenya og smag sammen med en god lagret ost.

Butikkens personale er ikke ansat på grund af deres viden om ost, men har derimod alle en passion for fødevarer. Nogle for kaffe, andre for øl. Dét med osten skal de jo nok få lært.

Er du i området, så kig forbi butikken. Uanset om du er på udkig efter nye og overraskende smagssammensætninger eller blot vil have en god snak med en passioneret foodie bag disken.

Indlægget Mere end en osteforretning blev vist første gang den Ostesnak.

Ost i madlavning minder på mange måder om krydderier: To oste smager ikke ens, det gør to krydderier heller ikke. Ikke alle retter har brug for det samme krydderi – eller den samme ost. Krydderier skal understøtte rettens smag, men ikke overdøve den. Og ost kan på samme vis give en delikat og underspillet smag, der bare gør det hele endnu bedre.

En af de første aktiviteter i Ost&ko-kampagnen, der skal styrke vores ostekultur i Danmark, er en opskriftskonkurrence for bloggere. Og den er netop beskrevet således:

‘Ost – bling på din ret
Der er stort set ikke den ret, der ikke bliver bedre med et lille drys ost. Osten spiller her den oscarvindende birolle, der på elegant vis løfter retten til nye højder. Osten overdøver ikke rettens andre elementer, men fungerer som smagsforstærker.’

Et eksempel på sådan en ret er denne tærte, hvor revet Havgus i tærtedejen giver en krydret ostesmag, uden at det hele smager af ost. Jeg har brugt Havgus, men du kan også bruge en anden lagret ost fx Prima Donna, gruyère eller parmesan. (Og som sidegevinst, smager den bagte tærtedej som de ostedimser, jeg fik som barn hos min mormor og morfar )

BROCCOLITÆRTE MED OSTEDEJ
Ingredienser (1 tærte):
100 g smør
90 g Arla Unika Havgus
1 knivspids salt
200 g ølandshvedemel
½ dl vand

1 broccoli, delt i små buketter
250 g ricotta
4 æg
½ tsk muskatnød
en anelse salt og peber
1 rødløg, skåret i meget tynde både

70 g parmaskinke, skåret i mindre stykker
15 g hasselnødder eller mandler, grofthakket
50 g Arla Unika Havgus, fintrevet

Kom alle ingredienser til dejen i en foodprocessor og kør den. Saml hurtigt dejen med hænderne til sidst, hvis det er nødvendigt. Pak ind i film og lad hvile i køleskabet.
Damp broccolien i ca. 3 minutter. Rør ricotta og æg sammen, kom muskatnød, peber og kun en anelse salt i (undgå evt. helt salt, da osten også er salt).

Rul dejen ud og læg i en tærteform beklædt med bagepapir. Forbag ved 200 grader i 16-18 minutter. Vend broccoli og rødløg i ricottablandingen og kom i tærteformen. Drys med parmaskinke, nødder og revet ost. Bag ved 200 grader i ca. 25 minutter.

Servér en salat til. Er også god dagen efter i madpakken.

LIDT OM HAVGUS
Den økologiske Havgus er en af ostene i Arla Unika-serien. Osten er fast, lagret mindst et år og har de karakteristiske knasende proteinkrystaller, der opstår under en lang lagring. Udover at give smag i en tærtedej, er det også en god ost på en ostetallerken – eller blot som en lille snack.

Her har osten i høj grad bidraget til tærtens smag på en forfinet måde – uden at råbe for højt. Andre gange må osten naturligvis gerne være centrum – og hvor alt andet må rette ind efter den. Det kan fx være en Mont d’Or bagt i ovn, men det er en helt anden historie…

Indlægget Kom ost i din tærtedej! blev vist første gang den Ostesnak.

Lidt uden for Brønderslev ligger Sønderhaven Gårdmejeri. Her har ægteparret Marianne Køhler Simonsen og Preben Ørum drevet mejeri siden 2007.  Da jeg tog vejen til Nordjylland en grå vinterdag, blev jeg mødt af en brændende passion for køer, ost og for at skabe noget unikt.

Her lever de ikke efter ”vi plejer”-devisen. Hver dag når de går rundt blandt køerne i stalden, og når mejeristen Palle på den anden side af gårdspladsen laver ost, gør de brug af deres fornemmelser. Fornemmelser der fortæller dem, hvordan køerne har det, og hvordan osten er på vej frem i processen. Man kan ikke læse sig til det. Det kommer med årene. Jeg er overbevist om, at man kan smage det i de færdige oste. Jeg kunne!

Mejeriet har rekorden som Danmarks nordligst beliggende mejeri. Men det er også unikt, at mejeriet kun får mælk fra egne køer (på den anden side af gårdspladsen).

Preben og hans kone Marianne havde sådan set ikke indblik i at fremstille ost, men de havde et stort indblik i at holde køer, som de havde haft siden 1985. De allierede sig derfor med en mejerist, da de i 2007 kastede sig ud i mejeridrift.

FORNEMMELSE FOR KØER

Preben viser vej ind i den lune stald med de 100 køer. Nogle ligger og tygger drøv, andre står. Deres store mørke øjne følger os nysgerrigt, som vi går rundt i stalden. Den stille gumlen bliver pludseligt afbrudt af en stråle af kokasser, der klasker mod gulvet.
Hver ko er unik. Preben fortæller mig, at han tidligere kunne huske alle køernes numre, deres mødre og mormødre. Det kan han ikke længere nu, hvor han har fået så meget andet at se til. Men han husker stadig køernes sygdomsforløb og også de køer, der skiller sig ud.

”Fx 965: Den har temperament, man skal ikke gøre noget forkert, så rejser hun ørerne. Men i stedet for at skælde den ud, for det vil gøre den utryg, så gør jeg i stedet noget uventet. Måske klør jeg den lidt, så den slapper af. Mens 970 kan man derimod gøre hvad som helst med, hun er ligeglad. Hun er mentalt en meget rummelig ko, hvis man skal overføre det til mennesker,” siger Preben og griner.

Mælken fra Preben og Mariannes køer har sin helt egen smag. En smag, der bevares, fordi mælken ikke bliver blandet med mælk fra andre besætninger.

Preben er meget observerende. Og kombineret med hans erfaring med køer, så sætter hans fornemmelser ham i stand til at læse køerne.

”Jeg kan høre, hvis en ko brøler på en bestemt måde, at nu er den på vej i brunst, eller at nu er der noget galt. Jeg kan også lugte, hvis en ko har en dårlig fod, hvilket heldigvis ikke sker så tit,” forklarer han.

MEJERISTENS FORNEMMELSER
På den anden side af gårdspladsen er Palle Selch i gang med at omsætte mælken fra det sidste døgn til ost. Han har lavet ost siden 1984, men kun de sidste 11 måneder på gårdmejeriet, hvor han er den tredje mejerist siden 2007. Nu ser det ud til, at mejeriet har fundet det rette sortiment baseret på unikke oste.

Mejeristen Palle springer ikke over, hvor gærdet er lavest. Han går efter det rigtige resultat hver gang, også selv om det betyder ekstra tid og kræfter i processen.

Palles lange erfaring har lært ham at fornemme ostens udvikling undervejs i processen. Han værdsætter, at mælken kommer fra gårdens egne køer, for det giver en helt særlig mælk at arbejde med. Køernes foder er ens fra dag til dag, og det giver mælken en relativt ens smag – så ens som mælk nu kan være henover året, for der vil altid være nuancer og forskelle. Han pointerer også, at han altid har frisk mælk at lave ost af, og at den korte transport over gårdspladsen gør, at mælken ikke homogeniseres undervejs. Det hele betyder noget for smagen.

At lave ost er et håndværk. Palle har fingrene helt nede i karret for at mærke, hvordan ostekornene udvikler sig. Hver dag vender han alle ostene på lageret, så skorpen bliver dannet ens på begge sider.

ERFARING GIVER FØLELSEN
“Du skal erfare, erfare og erfare hele tiden! Jeg kan nu fornemme processen. Jeg kan lugte syrningen, om den er som den skal være. Og jeg kan mærke det i ostekornene, deres fasthed og spændstighed. De skal have ens hårdhed hele vejen igennem. Det er dårligt, hvis der er ”døde ostekorn”. Jeg kan ikke forklare det, det kan kun læres, og det tager tid. Jeg vil skyde på, at jeg kan lære en op på tre år,” forklarer Palle.

Her viser mejeristen Palle processen fra mælken får tilsat osteløbe (og derved stivner) til ostekornene udskiller valle (jeg beklager støjen i baggrunden):

”Det sværeste er, at mælken ændrer sig lidt hen over året. Derfor nytter det ikke noget kun at lave ost ud fra klokkeslet, tider og grader. Hvis du altid vil have den rette smag og kvalitet, så er du nødt til at justere processen,” forklarer den erfarne mejerist, der hver dag laver mellem 70 og 145 oste alt afhængig af typen.

Tre af ostene fra mejeriet: Vendsyssel, Rød Sønderhaven og Commandante. De kom på bordet i vores morgenpause – og JO, jeg kunne godt smage mælken fra gårdens egne køer og resultatet af Palles fornemmelse for ost!

Indlægget Gårdmejeriets fornemmelser blev vist første gang den Ostesnak.

Jeg bruger tit ost, når jeg laver mad. Naturligvis ikke i alle retter, men når jeg gør, tænker jeg på ost som smagsgiver. En hjemmelavet pizza smager forskelligt alt efter om jeg har brugt skiver af frisk mozzarella eller revet et stykke Prima Donna henover. Ligesom der er forskel på at drysse flager af en 30 måneders parmesan over en salat eller tern af feta lavet på gede- og fåremælk. Det hænder der er en rest ost til overs, og den ryger som regel med i madlavningen.

Forleden lavede jeg små kurve af parmesan og Vesterhavsost. De er dekorative, smager godt – og kan varieres i det uendelige:

FYLDTE OSTEKURVE

Ingredienser:
2-3 spsk revet ost pr. kurv (jeg brugte mest Parmigiano Reggiano (parmesan) og en lille smule Vesterhavsost)
1 håndfuld blandede grøntsager pr. kurv, f.eks. gulerod, squash, bladselleri, løg skåret i mindre stykker
salt og peber
olivenolie
1 skive parmaskinke pr. kurv, skåret i mindre stykker

Tænd ovnen på 190 grader.

Svits grøntsagerne i lidt olivenolie.

Bred osten ud på en bageplade med bagepapir til den har form af en lille pandekage. Bag osten i 5-7 minutter, til den er smeltet og gylden.

Vend forsigtigt bagepapiret med osten henover et glas eller en lille skål, der står på hovedet. Tag forsigtigt bagepapiret af. Lad osten ligge henover glasset og køle af, mens den tager form efter glasset eller skålen.

Sæt den afkølede ostekurv på en tallerken og fyld med grøntsagerne blandet med parmaskinke. Server godt brød til.

PS. Hvis ostekurven falder sammen, kan du bare lægge ostepladerne nederst og fyldet ovenpå som på billedet nedenfor. Det smager stadig godt!

Kurvene er gode som forret eller en let frokostret.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad DU ville putte i sådan en ostekurv?

Indlægget Fyld en ostekurv! blev vist første gang den Ostesnak.

Den danske rygeost er den eneste ost, som man med sikkerhed ved, stammer fra Danmark. Den er da også noget særligt, denne friskost, der lige har fået lidt røg. Røgsmagen er balanceret og meget behagelig.

(Jeg har tidligere blogget om rygeost fra Fyn lige her.)

Den røgede smag er rigtig god til at give en ret et twist, fx en coleslaw.

COLESLAW MED RYGEOST

Ingredienser:
5 gulerødder
½ spidskål (ca. 150 g)
140 g rygeost
2 tsk mayonnaise
1 tsk sennep
100 g yoghurt naturel eller tykmælk
salt, peber
2 spsk solsikkekerner

Riv gulerødderne groft og snit spidskålen fint. Rør alle ingredienserne til dressingen sammen. Smag til med evt. mere rygeost, hvis du vil have endnu mere røgsmag. Vend gulerødder og spidskål i. Drys med solsikkekerner.

Indlægget Coleslaw med røg blev vist første gang den Ostesnak.

Findes der noget bedre end at sidde med et splinternyt madblad og en god kop kaffe foran sig?

I denne måneds udgave af Mad&venner spørger de, om ‘vi har glemt den gule ost?’ Vi danskere går op i mad som aldrig før, men den gule danske skæreost bliver overset til fordel for de udenlandske oste – og (vil jeg påstå) til dels de danske specialoste. Artiklen fortæller om Ost & Kos projekt, der arbejder for at fremme vores ostekultur.

Artiklen bringer desuden de fem vinderopskrifter fra Ost & Kos bloggerkonkurrence, herunder min broccolitærte med ostedej. Den er i mellemtiden blevet stylet og fotograferet af Martin Kaufmann, hvilket absolut ikke gør den ringere

Men endnu mere interessant, så indeholder artiklen også en række ostetips fra de professionelle, om hvordan man går til ostene. Lige fra valg af oste og tilbehør til udskæring og rækkefølgen på ostebordet.

Jeg har selv et par tips med, bl.a. til hvordan man kan udvide sin ostehorisont (og dét kan jeg bevidne, at man altid kan gøre)…

God læselyst!

Indlægget Ostetips i Mad&venner blev vist første gang den Ostesnak.

Vi har ved flere lejligheder læst i medierne (fx her), at ostemadden er på tilbagegang hos danskerne til fordel for specialoste, som i højere grad ender som ingrediens i vores aftensmad. Men ostemadden er stadig en del af vores ostekultur: 65% af danskerne spiser ost på brød til morgenmad mindst en gang om ugen, viser en ny undersøgelse.

Ordet ostemad fremkalder måske også mindre flatterende billeder af en liftligt duftende lun ostemad med trætte skiver peberfrugt på. Men hey! Sådan behøver det jo ikke at være!

Her er syv på stribe. Farvestrålende og smagfulde ostemadder. Med hver sin ost. Og hver sin smag. Nogle af ostemadderne vil have det fint på morgenbordet, andre er mere til frokost  – og alle sammen kan de være med, når der er smørrebrød til aftensmad.

Lad os kigge på dem en efter en:

På rugbrødet ligger skiver af en italiensk salami og Thems Humleost, som er en fast ost med tørrede humleblomster på skorpen. Toppet med pesto, der er lavet af basilikum, ramsløg, pinjekerner, revet parmesan og olivenolie.

En gedeost er smurt på rugbrødet. Ovenpå ligger lidt tomatmarmelade, som er syrligt og sødt på samme tid. Timian er drysset på toppen.

Jeg har rørt en creme af rygeost (100 g rygeost og 2-3 spsk creme fraiche), og den er smurt på et stykke rugbrød. Ovenpå er skiver af banan drysset med kanel. Krydret, syrligt og sødt på samme tid. Sprødt og blødt.

Cremet fransk brie på en skive rugbrød. Ovenpå ligger halve jordbær og blade af brøndkarse. Det fede fra brien får modspil af det syrlige fra jordbærret. Godt match!

En klassisk æggesalat rørt med ricotta, pyntet med karse og et drys af spansk røget paprika. Til æggesalaten har jeg brugt: 2 hårdkogte grofthakkede æg, 1 spsk mayonnaise, 160 g ricotta, 2 tsk karry, det meste af en bakke karse, salt og peber.

Denne klassiske ostemad har fået dejligt selskab af skiver af en moden avocado og rucola på toppen. Det passer ualmindeligt godt sammen.

Dette rugbrød er toppet med parmaskinke, blåskimmelost og en stav frisk vandmelon. Knasende, sød og frisk kontrast til skinkens og ostens salte umamismag.

Vil du ha’ en ostemad?

Dette indlæg er samtidig mit bidrag til Ost & Kos opskriftskonkurrence for madbloggere under temaet ‘Ost – i nye klæder’.

Indlægget Hvem siger ostemadden er død? blev vist første gang den Ostesnak.

Nu hvor jeg lige har blogget om nye måder at lave ostemadder på, fik jeg også lyst til at dele en af opskrifterne fra min bog ‘OST på Bordet‘. Her kommer den klassiske ostemad med fedt, sky, rødløg og rom i en udgave med marinerede rødløg og lagt på nøddebrød.

Foto: Ditte Ingemann, fra bogen ‘OST på bordet’

INGREDIENSER (til fire ostemadder)
NØDDEBRØD:
300 g frø og kerner, fx hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner
300 g nødder, fx mandler, valnødder, hasselnødder
1 tsk groft salt
5 æg
½ dl olie
½ dl vand

MARINEREDE RØDLØG:
1 spsk rørsukker
4-5 spsk mørk rom
1 lille rødløg, skåret i tynde ringe
8 skiver danbo, gerne lagret i 1 år
4 skiver nøddebrød
sky
radiser, skåret i skiver

Rør alle ingredienserne sammen til nøddebrødet, og fordel dejen i en franskbrødsform beklædt med bagepapir. Bag brødet ved 175 grader (varmluft) i ca. 1 time. Rør sukker ud i rom, og bland løgringene i. Lad dem marinere mindst ½ time, til sukkeret er opløst, og løgene er en smule bløde. Anret ostemaden ved at lægge et par skiver ost på hver brødskive, kom sky og radiseskiver på, og slut af med rommarinerede rødløg.

Nøddebrødet kan holde sig tildækket i 5-6 dage, eventuelt på køl.

Indlægget En klassisk ostemad med et twist blev vist første gang den Ostesnak.

Tja, jeg ved det ikke. Endnu. Men det er det, der venter mig og de fire andre ostebedømmere ved Nordisk Ostefestival på Kulinarisk Sydfyn, som er Danmarks største fødevaremarked, der løber af stablen her i weekenden i Svendborg.

Fredag aften, når dommerne smager og bedømmer ostene, kan man som noget nyt være med. Dørene åbner kl. 18, og det er endda gratis. Billet til at smage ostene om lørdagen og søndagen kan købes her.

Det handler om smag, og jeg ser frem til at smage mig igennem en masse spændende nordiske oste. Bagefter skal jeg nok fortælle, hvordan man har det oven på 85 oste

For nogle år siden var bloggeren Piskeriset ostebedømmer på Nordisk Ostefestival, og du kan læse om hendes oplevelse her, hvor hun gæstebloggede hos mig.

Programmet for weekenden ser spændende ud…

Indlægget Kan man smage på over 80 oste? blev vist første gang den Ostesnak.

Da jeg for nogle uger siden skrev, at jeg skulle smage 80 oste som ostebedømmer ved årets Nordiske Ostefestival, så var det ikke korrekt. Langt fra. For det var slet ikke 80 oste, der var på bordet. Nej, det var 102. 102! Og jeg skal hilse og sige, at det er ret mange…

For at kunne komme igennem så mange oste på en ordentlig måde, blev hele seancen guidet kyndigt og bestemt af Jens Lindbjerg fra Grand Fromage. Ostene var inddelt i typer (friskost, rygeost, hvidskimmel af fåre- og gedemælk, faste oste af fåre- og gedemælk, hvidskimmeloste af komælk, halvfaste oste, faste oste, skæreoste, rødkitoste og blåskimmeloste).

Hver ostetype udgjorde en runde: Først smagte vi alle ostene (som blindtest), vi noterede vores indtryk i et skema ud fra udseende, konsistens, duft og smag og sammenfattede vores egen konklusion i den endelige karakter. Ved at holde skilte op til sidst, blev alle karakterne vist frem og noteret.

De fem dommere var fra venstre Hans Skjerning, direktør på Kold College, Anne Bille Brahe, restauratør på Broholm Slot, Dorthe Chakravarty, madhistoriker, mig selv samt Joakim Grundahl, madanmelder på Politiken.

Tempoet var relativt højt, for ellers var vi aldrig kommet igennem så mange oste. Og der blev arbejdet koncentret. Næsten i andægtig stilhed til tider. Men det var sjovt at mærke, hvordan man hurtigt får en fornemmelse for niveauet i gruppen af oste. For det meste var vi relativt enige i dommerpanelet, men et par gange var der en meget stor forskel, og her talte vi om bevæggrunden for at give de karakterer, som vi gjorde.

De mange små bidder ost blev skyllet ned med vand og lidt øl, meeen efter noget tid indtraf mætheden sig naturligvis…

Nordens Ost 2016 er svensk

Til sidst – efter næsten fire timer, skulle vi kåre Nordens Ost 2016. Aftenens fem bedst bedømte oste kom på bordet igen, og efter flere smagninger kunne vi give årets ærestitel til en svensk blåskimmelost fra det lille gårdmejeri Soldattorpets Mejeri, der ligger øst for Malmø.

Osten hedder Hyby Blå, og er en virkelig velsmagende blåskimmelost af upasteriseret komælk. Den er dækket af en flot grålig naturskorpe. Osten er cremet og har en balanceret og ren smag. Jeg var ikke i tvivl! Og jeg glæder mig til at smage den igen.

Soldattorpets Mejeri blev grundlagt i 2010 og drives af Maria og Carlos. De laver oste af mælken fra lokale køer. Jeg har tænkt mig at aflægge mejeriet og deres gårdbutik et besøg i en ikke alt for fjern fremtid. Her om sommeren er der i øvrigt åbent i deres have, og man kan nyde en ostetallerken. Læs mere her.

De mætte dommere med Nordens Ost 2016

Hvor længe gik der, før jeg spiste ost igen? Tjaa, dagen efter var alle de bedømte oste udstillet på Kulinarisk Sydfyn, og jeg måtte lige smage Hyby Blå igen. Men jeg spiste ikke mere ost den dag…

Nordisk Ostefestival er en del af Kulinarisk Sydfyn, som omdanner Svendborg til en kæmpe gastronomisk event. Du kan se alle resultaterne af dommernes bedømmelser her. (G er guld, S er sølv og B er bronze).

Alle billeder i dette indlæg er taget af Christina Damgaard, der i øvrigt har denne hyggelige blog.

Indlægget Kåring af Nordens Ost blev vist første gang den Ostesnak.